Live Art Danmark skaber og formidler kunstprojekter, der stiller spørgsmål til alt fra daglige vaner til samfundets indretning. Vi er især inspireret af performancekunst – defineret som en selvstændig kunstretning, der opstod i USA i 1940erne.

Siden 1940erne har performancekunstnere undersøgt alt, hvad der overhovedet kan undersøges. Kan rummets lyde være musik? Kan alle være kunstnere? Kan man skabe sine egne penge? Kan hjemmets daglige rutiner være en kunstform? Kan ødelæggelse?

Performancekunst er med rette kendt for at undersøge grænserne for enhver konvention. Den nyere betegnelse “live art” har eksperimentet tilfælles med performancekunst, men foregår i højere grad foran og med et publikum, der deltager i undersøgelsen.

I vores Live Art for Børn festivals trækker vi på hele spektret og inddrager børn direkte i spørgsmål og undersøgelser af virkeligheden og samfundet, sammen med kunstnerne selv.

Læs eventuelt mere her.        

“Live Art har meget at tilbyde det generationsoverskridende arbejde for og med børn. Live art er en måde at tænke og handle på, snarere end en fastlåst kunstnerisk disciplin. En stor del af kulturens værdi består i, at live art er eksperimenterede og udforskende i sin tilgang til og forhandling af ideer, eksperimenter og fænomener. Det er samtidig typiske træk ved barndommen som livsfase. Dermed er live art ikke blot en velegnet kunstform for børn, men børn er desuden perfekte medsammensvorne for kunstnerne.

(Alex Eisenberg: playingup.thisisliveart.co.uk )

….ville du lade et barn bestemme din frisure?!

På den første Live Art for Børn viste vi “Haircuts by Children” af Mammalian Diving Reflex fra Canada hvor en skoleklasse overtog frisørsalon Stone i København K. og klippede voksne gratis to dage i træk.

Læs mere om de enkelte værker under hver festival.

Live Art for Børn 2014, i Nikolaj Kunsthal i København, var verdens første performancekunstfestival for børn. Værkerne var alle oprindeligt skabt til voksne, men kurateret ud fra tanken om at de ikke udelukker børn. Temaet var “magtrelationer” mellem børn og voksne.

Live Art for Børn 2015 fandt sted på ARKEN kunstmuseum i Ishøj, på Moderna Museet i Malmö og i kunstmuseerne i tre andre byer i Skåne og viste “site-specifik” performancekunst og præsenterede et seminar med internationale hovednavne fra London, Toronto og Hamburg.

Live Art for Børn 2016 Kunsthal Nord på Nordkraft i Aalborg 17.-23.oktober. Temaet var “aktivisme” – politisk, seksuelt og for andre mindretal.

Live Art for Børn 2017, 13/9-15/9 på S/H i København, temaet var “spil og deltagelse”.

Live Art for Børn 2018, 12/4-22/4 på Brandts i Odense. Temaet var “mad” – fra barokke stilleben over det futuristiske manifest, over kagespisning og til nutidens kritik af fastfood kulturen. En lokal skoleklasse blev uddannet som madanmeldere.

Live Art for Børn 2019, 9/10-16/10 på Nordkraft i Ålborg. Temaet var “natur”.

Live Art for Børn 2020 fandt sted på Copenhagen Contemporary og på Kampnagel, Hamburg, oktober – november 2020. Det var 100 året for den dansk/tyske grænse, og værkerne var dansk/tyske.

Live Art for Børn 2021 fandt sted på DOKK1, Århus under Århus Festuge og viste vores egen- og co-produktioner, herunder et nyproduceret LARP (Live Action Role Play).

Live Art for Børn 2022 fandt tilsvarende sted på DOKK1, Århus under Festugen. Temaet var “magi “- forstået som kunstens potentiale for at synliggøre og kommunikere visioner om en anden virkelighed og et andet samfund.

Live Art for Børn 2023 var på S/H i København. Temaet var “lyd og performance“. Historisk set har performancekunsten siden John Cage interesseret sig for hverdagens lyde. Hvornår bliver noget musik?

Live Art for Børn 2024 er på ARKEN Museum for Samtidskunst og handler om iscenesatte identiteter i de sociale mediers tidsalder, hvor enhver jo frit kan forme og gestalte deres egen fremtræden.