HVERDAGEN – verdens kedeligste forestilling

” Jeg er kunstner. Jeg er kvinde. Jeg er gift. Jeg har et barn. Jeg vasker tøj, gør rent, laver mad, lapper tøj, plejer, passer og så videre. Og jeg laver kunst, når jeg kan nå det. Så derfor vil jeg nu tage al denne her daglige vedligeholdelse og omdøbe den til KUNST. Jeg vil komme her hver dag og udføre alle de ting, jeg plejer at gøre derhjemme. Jeg vil feje, vaske gulvet, tørre alting af, lave mad, invitere på middag, gøre rent, rydde op og skifte pærerne i lampen.”

(tekst fra forestillingen, fra Mierle Ukules: Vedligeholdelsesmanifest)

Hverdagen – verdens kedeligste forestilling” handler om hverdagen. Er den sjov eller dum? Hvem laver det meste og det kedeligste arbejde derhjemme? Live Art Danmark zoomer ind på hverdagens rutiner og ritualer. Vi står op, slukker vækkeuret, tager tøj på, spiser morgenmad og går i skole, mens vi spørger, hvad forskellen på kunst og virkelighed egentlig er?

Forestillingen bygger på over 20 værker af kendte internationale kunstnere, som vi genskaber live sammen med publikum. Både store og små inviteres med på scenen til at spise æbler, fortælle om deres sko eller skabe malerier med marmelade og cola. 

Forestillingen er støttet af Statens Kunstfond og er den tredje forestilling i trilogien efter ”50 Farlige Ting, alle børn bør prøve” og ”KABOOM- kunsten at ødelægge”.  Live Art Danmark modtog Horsens Børneteaterpris 2023. 

Premiere maj 2024 på Teater Zebu, København.

”Hverdagen – verdens kedeligste forestilling” er støttet af Statens Kunstfond og varer 45 minutter.

Koncept og optræden: Ellen Friis og Henrik Vestergaard

Konsulenter: Daniel Norback og Lars Vind-Andersen

Ekstra baggrund:

I det 20.århundrede begyndte mange kunstnere at spørge, hvad forskellen på kunst og hverdag er. Marcel Duchamp vendte et pissoir om og signerede det som en ”skulptur”. John Cage pegede på rummets lyde i sin ”koncert” af 4 minutter og 33 sekunders varighed. Merce Cunningham udforskede om hverdagens gang, løb og hop også kan betragtes som ”dans”.

I 1960erne blev spørgsmålet om hverdagen stillet igen af Fluxusbevægelsen, der tog kunsten ud af museerne og skrev anvisninger på, hvordan enhver kan opføre sine egne værker derhjemme. Disse anvisninger hedder ”scores” og ligesom musiknoder kan de fortolkes ret frit.

I 1970erne tog kvindelige kunstnere skridtet videre og undersøgte det kønspolitiske potentiale i de huslige pligter og hjemmets ting, der typisk var kvindens domæne. Handlinger som at tørre støv af og stå i køkkenet kunne blive til performances, mens for eksempel madvarer og kroppen kunne bearbejdes og bruges som kunstnerisk materiale i skulpturer, film og udstillinger.

Performancekunstens historie løber parallelt med spørgsmålet om hverdagen i kunsten. Det var en performativ handling at vende pissoiret om i 1917. Duchamp skabte ikke primært en skulptur, men stillede et kæmpe åbent spørgsmål. Det er fortsat kendetegnende for performancekunst at stille spørgsmål til, hvordan man normalt opfatter og gør alting, og til hvordan verden og samfundet normalt er indrettet – og om noget andet muligvis ville være bedre.

Performancekunst er en konstant proces og undersøgelse, der stiller spørgsmål til virkeligheden; og gør det med virkelige kroppe, i virkelig tid og rum. Spørgsmålene er vigtigere end svarene. Derfor resulterer kunstformen heller ikke i værker, medmindre handlingerne bliver transformeret til kunstnerisk dokumentation som for eksempel film, fotos og tekst. Men andre kunstformer som teater og billedkunst låner hyppigt træk fra performance i deres værker.