I 2024 fylder vores Live Art for Børn festival 10 år. Den 11. festival foregår på ARKEN i efteråret 2024 og viser igen performancekunst fra hele verden for et intergenerationelt publikum. Festivalen handler om relationen mellem krop, identitet, roller og medier som TV, film, internet, roleplay, avatarer, VR og teater efter år 2000 – og om den store frihed, frygt og følsomhed, der præger online-generationen.

Live Art for Børn 2024: Staging Identities in the Age of Social Media

I gaming-universer kan man være alle køn og kroppe. Med en app taler man alle sprog. Amerikanske og koreanske tik-tokere, youtubere og bloggere er et klik væk, og modificerer lige så let kroppen med makeup og kirurgi, som virtuelle avatarer gør. Teknikker og tilgange fra den kunst-skabte verden flyder ubesværet sammen med den fysiske. Det inspirerer mange yngre kunstnere, som vi her præsenterer for at vise friheden og glæden ved de nye muligheder for at ”skabe sig” og være til i verden.

12 internationale kunstnere viser live performances, performance-installationer, performance-film og performance-workshops for børn og unge i et samarbejde mellem ARKEN og Live Art Danmark:

Marsian DeLellis (US) arbejder med berømmelse og medier. I ”Real Doll” får en kendt dansk børne TV figur større læber, Brazilian butt osv. Man kan deltage som sygeplejerske og gå til og fra ”operationsstuen”.  

Tim Spooner (UK): The Assembly of Animals; en performet skulptur, som forener dukker, objekter og videnskabelig demonstration. Børn og voksne følger processen, når der gradvist opstår liv i materien.

Rosie Gibbens (UK) interagerer med pudelignende ”kropsdele” og maskiner. Hendes praksis cirkler om absurde, mekaniske eller automatiske hverdagshandlinger og kønsroller i forbrugersamfundet.

Isaac Nissen (DK): Man scanner QR fra plakater med karakterer fra ”Illville” og modtager hints til en gåde. Alle karakterer er samme person (Isaac). Projektet tager afsæt i Isaacs fokus på mental sundhed.

Rosana Cade (UK) og Ivor MacAskill (UK) har udviklet The Making of Pinocchio siden 2018 parallelt med Ivor’s kønsskifte til ”a real boy”. Værket præsenteres som en performancefilm med workshop.

Ash Kreiders (CA) art-LARP, hvor man er et andet køn i 2 timer, ved billedkunstneren Nilas Dumstrei.

Stine Marie Jacobsen: I Group-Think filmer deltagerne sig selv i grupper til TikTok. Projektet handler om sociale medier og politisk gruppeidentitets-dannelse.

Louise Orwin (UK) har to værker på to weekends: ”FAME hungry ”– interaktiv performance om SoMe – og en workshop, hvor man udvikler sin egen SoMe persona.

Jörn Burmester (DE) viser sin ”Weltmaschine”; en installation, hvor børn skaber billeder live, der projiceres og fortolkes af voksne. Talen computeroversættes til tekster, der udstilles.

Darren O´Donnell (CA) Haircuts by Children: Lokale 4.klasser lærer at klippe hår på voksne af en lokal frisør. Der vil være en interimistisk frisørsalon på Arken og i Horsens. Darrens praksis via gruppen ”Mammalian Diving Reflex” undersøger magtforhold og møder mellem børn og voksne.

Boaz Barkan (DK): “Our other body”: En dissektion af israelske Boaz´ nøgne krop. En performance lecture om hvor kroppens racismeorgan befinder sig.