KLASSEBYTNINGEN 17. august – 4. september 2026

Live Art Danmark har inviteret det prisvindende projekt “Klassebytningen” til Aarhus. Projektet er skabt efter en idé af Esther Pilkington og Sibylle Peters fra Hamburg, og støttes desuden af Aarhus Festuge, DOKK1, Statens Kunstfond og Gad Andresen Fonden.

Live Art Danmark blev grundlagt i 2004 og afholder hvert år den gratis festival “Live Art for Børn”. I 2026 finder festivalen sted i Aarhus på DOKK1 i forbindelse med Aarhus Festuge. Klassebytningen indgår som en del af festivalen, der i år sætter fokus på Aarhus Kommunes sociopolitiske udfordringer – blandt andet inden for natur, aktivt medborgerskab, arbejdsmarked og sundhed.

I Klassebytningen bytter to skoleklasser fra forskellige bydele liv for en dag. Klassen fra bydel A besøger skole og nærområde i bydel B, mens klassen fra bydel B besøger skole og nærområde i bydel A. Først bagefter mødes eleverne for at dele deres oplevelser med hinanden – foran et offentligt publikum, i en festligt iscenesat ramme på DOKK1.

Klassebytningen har tidligere været afholdt flere steder i Tyskland siden 2016. Formålet er at skabe forståelse for, hvordan andre børn i samme by lever. Eleverne oplever på egen krop, hvad der er sjovt, spændende eller mystisk i jævnaldrendes hverdag, blot få kilometer væk.

FORLØB:

De to skoleklasser forbereder materiale til hinanden. Live Art Danmark besøger begge skoler, sætter projektet i gang og henter materialet nogle dage senere. Forældrene skal informeres og give deres samtykke, og lærerne deltager i alle dele af forløbet.

Forberedelse: Eleverne i hver klasse overvejer: Hvad i min hverdag er værd at opleve? Hvad bør man helt sikkert gøre – og hvad bør man undgå? Alle tips, anbefalinger og advarsler samles i en guide til bytteklassen. Klassen organiserer også et program for resten af dagen: Hvilke legepladser eller fritidstilbud er sjove? Kan man besøge nogle familier hjemme hos dem?

Byttedagen aftales nærmere: Den varer fra morgen til to timer efter skoletid. Dagen følges af voksne fra Live Art Danmark, som dokumenterer forløbet med lyd, film og fotos.

Efter byttedagen: Ud fra erfaringerne og dokumentationen fra byttedagen planlægges mødet mellem klasserne. Det er Live Art Danmarks opgave, da de er de eneste, der kender begge sider. De har ansvaret for, at de vigtigste oplevelser bearbejdes og gøres klar til at blive delt.

Forberedelse på DOKK1: Hver klasse besøger DOKK1 i nogle timer for at øve “showet” – altså forløbet ved det offentlige møde med den anden klasse.

SHOW:

Det første personlige møde på DOKK1 finder sted som en festlig, offentlig begivenhed! Klasserne sidder på hver sin side af salen, adskilt af et rødt forhæng, som løftes højtideligt: TATAA! Vi viser film fra dagen, og børnene fortæller om deres oplevelser.